Ninjos uheld - en overskåret sene

Af dyrlægerne Helle Busk og Natascha Schmidt-Svejstrup
www.dyrlaege.dk

Det er lørdag formiddag. Den et-årige, livlige schæferhund Ninjo, skal lige have sin sidste tur på træningsbanen, før hundens ejer - vores sygeplejerske - skal på ferie til varmere himmelstrøg. Egentlig har hun slet ikke tid til at tage til træning, da der endnu ikke er pakket, men -  ”Hunden frem for alt” og ejer og hund drager derfor af sted til træningspladsen.
Timen er endnu ikke begyndt og alle unghundene løber og leger med hinanden, da Ninjo pludselig kommer tilbage til sin mor med et stort snitsår på bagbenet.
Han får straks bundet en stram klud om benet for at stoppe blødningen, men også for at forhindre, at der kommer skidt i såret.

Vel ankommet til klinikken kan vi konstatere, at hundens store sene på bagbenet er skåret over. Faktisk har Ninjo været så uheldig, at han ikke kun har skåret sin akillessene over, han har også fået skrællet en del af knoglen.
Hvordan kunne det lade sig gøre. Ejeren sætter alle på træningsbanen til at lede efter den skarpe ting, som Ninjo har skåret sig på, mens vi opererer Ninjo.
De finder desværre aldrig forklaringen. Det bedste bud er, at han har skåret sig på en skarp flintesten?

Sener er stærke og smidige, hvilket også er nødvendigt, da de udsættes for meget store kræfter, når benet er i bevægelse. Når en hund springer af sted, sker der et stort træk på senen og da Ninjo er en aktiv krabat på 40 kg, lægger han godt med vægt på sine bagben.

Efter operationen bliver Ninjos ben derfor lagt i en kraftig gips-skinne  og så skal han ”bare” holdes i ro! Det er nemmere sagt end gjort. Vi får selv æren, da vi overtaler vores sygeplejerske til at tage af sted på ferie.

Ninjo bliver smertebehandlet og gipsskinnen generer ham i første omgang ikke det store. Han stavrer omkring og nyder al den opmærksomhed, han får fra alle og enhver.
Vejret er fugtigt og koldt med slud og sne. Det er den absolut værste vejrtype, når man taler hund og bandage.
Bandagen må nemlig ikke blive våd ! Sker dette, kan huden under forbindingen begynde at rådne.  Desuden er det vigtigt, at forbindingen sidder rigtigt og ikke skrider ned eller flytter sig. Gør den det, kan det give nogle svære tryksår.

Bandager og poteforbindinger hos dyr
Da dyr ikke med ord kan fortælle, om bandagen trykker eller gør ondt, er det ekstra vigtigt at notere sig små ændringer. Begynder dyret pludselig at interessere sig for forbindingen, f.eks. ved at gnave i den eller virker patienten trist og febril, må man hellere tjekke benet en ekstra gang.

Ninjo skulle have skinne på i 6 uger og herefter skulle han langsomt genoptrænes. Han var svær at holde i ro og i dagene efter operationen fik vi gode armkræfter af at gå med ham. Han fik i ugerne efter ofte skiftet sin bandage, men alligevel var han en dag ikke helt sig selv. Han begyndte at halte og var bestemt ikke i sit es.
Da bandagen blev taget af, kom et tryksår på hasen til syne. Trods god polstring under gipsen havde den alligevel gnavet ham! Heldigvis var helingen af senen nu så fremskreden, at han kunne nøjes med en mindre og blødere bandage, så såret kunne hele.
Efter en genoptræningsperiode på 4 måneder, er Ninjo igen tilbage på fuld styrke og kan bruge al sin energi på træningsbanen.